Øer er et enormt godt sted at vokse op

I krig med Carsten Jensen

Carsten Jensen gæstede i aftes Navigationsskolen for at tale om sin seneste roman. Avisen mødte forfatteren dagen forinden på M/F Marstal til en snak om krig

Af Rasmus Hage Dalland, rahda@faa.dk. Bragt i Fyns Amts Avis onsdag d. 23/3-16.

Marstal: I 1988 er Carsten Jensen i Afghanistan. Han er sammen med en gruppe afghanske mujahedinkrigere – hellige krigere – der kæmper mod russerne. Da de spiser et måltid mad rundt om bålet, får Carsten Jensen øje på en dreng. Han har et kønt ansigt, der dog er hjemsøgt af tics. Hvad laver han der, blandt de krigeriske mænd? Han er en stor kriger, fortæller mujahedinerne. Drengen Shah Wali er snigmorder. Han har lært at bruge en revolver. Midt i en tæt folkemængde, som i en bazar, nærmer Shah Wali sig sit offer – en russer eller en afghansk afhopper – indtil han er helt tæt på. Så skyder han, smider revolveren fra sig og forsvinder i menneskemylderet. Shah Wali er tolv år gammel og har slået seks mennesker ihjel, da Carsten Jensen betragter hans krampende ansigt for første gang. Forfatterens seneste roman, Den Første Sten, er tilegnet Shah Wali og andre som ham, der har fået deres liv stjålet af krig. Det kunne også være de børn, der er endt på Ærø, som har været alt for tæt på krigens tragedier.

Og det er netop nogle af de børn, som indleder Carsten Jensens foredrag tirsdag aften. En gruppe afghanske drenge, som er bosat på Ærø, optrådte med traditionel afghansk dans og trommespil foran de fremmødte.

– De er måske flygtet, for ikke at blive som den her dreng, indleder forfatteren.

På afstand af krigen

På M/F Marstal dagen forinden møder jeg Carsten Jensen. Han bestiller tre stykker smørrebrød og en danskvand, og vi sætter os tæt op ad glasvæggen, der adskiller os fra stillezonen. Der er hyggeligere her. Så går vi i gang med at tale om krig.

Carsten Jensen fortæller om den danske admiral Nils Wang, der fortalte ham, at de eneste mænd, der lever lige så udsatte som sømændene i ”Vi, de druknede”, er soldaterne ved fronten i dag.

– Titlen, ”Vi de druknede”, refererer til døden. Druknedøden er jo sømandens parallel til at blive slået ihjel på slagmarken. Der er noget interessant i situationer med mennesker, der får en fortrolig omgang med døden. De kommer på en anden måde tæt på livet og alle dets store dilemmaer, også de moralske. Det gør soldater jo især. Fordi de ikke bare skal forsøge at overleve – deres job er også at slå andre ihjel. Og det har vi til trods for vore mange nylige krige fortrængt. Med den nye roman, Den Første Sten, er ambitionen at komme helt ind under huden på soldaterne og give læserne en oplevelse af, hvordan det må føles at være til stede i en klaustrofobisk og uundslippelig krig. Og vi bliver inviteret meget tæt på. Forkullede lig, itusprængte kroppe og moralske dilemmaer er allestedsnærværende.

På en solid bund af fakta og egne oplevelser fra rejser i Afghanistan og besøg hos danske styrker i Helmand forsøger Carsten Jensen at leve op til den peruvianske forfatter Mario Vargas Llosas ord:

En roman er, når du fortæller sandheden med løgnens hjælp. Den Første Sten er således en fiktiv historie om krigens sande gru, som vi bliver nødt til at åbne vores øjne for.

– Er vi i Danmark bevidste om vores egen krigsdeltagelse?

– Nej, det er vi ikke. Vi bliver jo hele tiden bombarderet med krig. Nu er det Syrien selvfølgelig, og vi ser de her forfærdelige billeder af sønderbombede byer, mennesker på flugt, grædende kvinder, traumatiserede eller døde børn, tavse mænd og våben, der hele tiden bliver affyret. Og vi forstår ikke et klap af det. Det er fragmenter af rædsel, vi ser. Det samler sig ikke til en analyse eller en fortælling. Og så føler man jo afmagt. Og når man føler sig afmægtig og hjælpeløs, så lukker man ned, for det er ikke en rar tilstand at være i. Vi bliver medlidenhedstrætte, siger Carsten Jensen og refererer til en amerikansk journalist, der har hittet på udtrykket.

– Vi lukker ned og får, hvad jeg vil kalde en slags moralsk eller åndeligt immunforsvar. Vi får et immunforsvar også over for de krige, vi selv er med i. Og det jeg ville med romanen, var at lave en virus, der nedbrød vores immunforsvar, så du lige pludselig er i en af de krige, nøgen og ubeskyttet, omtrent som vores soldater. Og du er nødt til at forholde dig til det. I stedet for at distancere dig, kommer du tæt på alle mennesker, måske også fjenden.

Cyberkrig

Det er ikke kun vores forhold til krig, der er blevet mere distanceret. Selve krigshandlingen er blevet mere abstrakt, hvilket også er et centralt tema i romanen. Cyberkrig med summende dræberdroner, som bliver fjernstyret fra en ørken i Nevada, udsletter ansigtsløse fjender på afghanske sletter ved et enkelt tryk på knappen.

– Hele tendensen er jo, at vi har krige, hvor vi kun har relativt små tab, og hvor de andre til gengæld er anonymiserede som mål. De er ikke andet end prikker på en skærm, som om døden er forsvundet ud af krigen i en voldsom abstraktion, for vi vil jo ikke vide, hvem de andre er. Jeg tror, det er en meget vigtig menneskelig erfaring; døden. Vi oplever den jo allesammen på et tidspunkt. Men som kultur er vi blevet vældig gode til at fortrænge den. En ting er en krig langt borte i fjerne egne. Noget andet er, når krigens ofre – flygtningene – kommer tæt på os og kradser på døren. Det gør sig ikke mindst gældende på Ærø, der har modtaget en stor del uledsagede flygtningebørn.

– Gør det noget ved ærøboeres forståelse af krig, når man ser dens ofre og omkostninger så tæt på?

– Ja, man ser alle de børn, der har mistet alt. Hvor er deres forældre, det ved man ikke. Måske er de døde. Måske sidder de fast i en flygtningelejr i et af de nærområder, vi ynder at besynge som så ideelle og kommer aldrig hertil. Ja, det tror jeg gør indtryk.

– Har flygtninge større chance for at falde til på Ærø?

– Der er jo afghanere på Ærø, der var også en del bosniere, der allesammen er faldet vældig godt til, i det omfang de er blevet på øen. Og nu er der kommet syrere, men det er jo endnu ret nyt. Men jeg kan jo ikke vide, hvordan det kommer til at gå. Et lille lokalsamfund kan også være ubarmhjertigt i sine udelukkelsesmetoder. Det kan de lokale også opleve, hvis de er lidt for anderledes. Men til gengæld kan det jo også være et utroligt godt sted at blive inkluderet, fordi der er så tæt social kontakt, og alle kender alle. Hvis flygtningene føler, at nogen har brug for dem i lokalsamfundet, og lokalsamfundet også giver signaler om, at vi godt kan bruge jer til noget; kom og giv en hånd. Så tror jeg, de kan falde godt til. Øer er et enormt godt sted at vokse op. Jeg taler af erfaring. Bare se hvor meget godt der er kommet ud af mig, siger forfatteren og slår en hæs latter op.

Det kyniske klarsyn

I det hele taget griner Carsten Jensen ofte behageligt afvæbnende trods samtalens tema. Efter afslutningen på en krigsanekdote kan han hæve øjebrynene, blotte tænderne i et smil og afvente forbløffelsen fra sin tilhører. Dernæst den hæse latter for at give luft for anekdotens ubegribelighed.

Måske er det kynisme. Men Carsten Jensen afviser bestemt at være kyniker. Til gengæld mener han, at der godt kan ligge et klarsyn i kynismen.

– Verden er grundlæggende uretfærdig, tænker kynikeren, og i den indsigt ligger der jo et klarsyn.

Det er konklusionen, at man bare skal lade stå til, der stempler dig som kyniker. Men jeg synes altid, kynikere er interessante at tale med, fordi de ser mere end andre. De er ikke hyklere. De besmykker ikke tingene. Mediernes dækning af krigen i Afghanistan har ikke været kynisk i den forstand, at den var klarsynet eller sandfærdig. Den har været besmykkende og patriotisk og faktisk også forløjet, udglattende og legitimerende. Jeg oplever primært, at engagementet i befolkningen ikke har været særlig stort. Der hverken har været applaus eller forargelse. Det er det typiske danske sted, en ulden gråzone i midten. Min datter spurgte mig: Tror du virkelig, nogen vil læse om den krig, far? Og jeg sagde, at det håbede jeg da. Men det var et godt spørgsmål.

Det er ikke til at vide, hvor mange af de omtrent 200 fremmødte på Navigationsskolen, der har læst forfatterens nye roman. Men fremmødet viser, om ikke andet, en interesse for forfatterens tanker omkring krigens væsen.

Interviews

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: